"AEC" står for Associated Equipment Company. Virksomhed blev oprettet i 1912, da produktionsdelen af Londons busselskab (London General Omnibus Company - LGOC) blev udskilt i en særlig enhed. Under Første Verdenskrig leverede selskabet busser til den engelske hær og indledte også en produktion af militære lastvogne. Den udvidede produktionskapacitet tillod efter krigen AEC at påbegynde en produktion til det civile marked udover busselskabets behov.
I 1933 blev AEC udskilt fra transportselskabet og fungerede herefter som en selvstændig producent af busser og lastvogne.[Hayles 2000]

I mellemkrigstiden producerede AEC lastvogne og artilleritraktorer til den engelske hær, herunder den firehjulstrukne AEC Matador. Dette køretøj fik den danske hær også enkelte eksemplarer af i 1946-1947 (tre stk. der ifølge HTKs materieloversigt blev anvendt af Ingeniørregimentet ) [Teller 2008].

AEC blev først involveret i produktion af panserkøretøjer i midten af 1930'erne, da AECs lastvogsmotorer fandt anvendelse i flere engelske kampvogne.
I 1936 blev en AEC dieselmotor ombygget til benzindrift og anvendt i Vickers-Armstrongs Cruiser Tank Mk I (A9) og Mk II (A10). Samme motor blev anvendt i den første udgave af firmaets Infantry Tank Mk III "Valentine" (Mk I). Senere udgaver af denne kampvogn benyttede en AEC dieselmotor (Mk II-II, VIII).
I 1937 blev den første serie af den senere fra kampene i Frankrig i 1940 og krigen i Nordafrika kendte Infantry Tank Mk II "Matilda" udrustet med to AEC dieselmotorer.[Bingham 1970 p. 64, 72; White 1970/1 p. 73-78, 84-87]

Samme år forsøgte AEC også at kapitalisere på den engelske hærs behov for panservogne, igen ved at udnytte Matador chassiset. Uden nogen foregående specifikation producerede AEC en 11 tons tung panservogn med tårnet fra en Valentine kampvogn. For at sælge ideen til den engelske hær blev prototypen malet i meget synlige farver og plantet, uden officiel sanktion, i en parade i London i 1941. Firmaets stunt lykkedes da køretøjet blandt andet tiltrak sig Winston Churchills opmærksomhed. Såldes kunne AEC snart lune sig med en ordre på 122 køretøjer! [Fletcher 1989 p. 47-48]

Denne AEC Mk I blev senere afløst af Mk II (1943?). Denne havde et større tårn med tre mands besætning og var bevæbnet med en 6-pdr kanon (57mm). Vægten nærmede sig nu 13 tons og højden voksede til 270cm. Mk III (1943/1944) var stort set den samme vogn som Mk II, men bevæbnet med en 75mm kanon. Der blev i alt produceret 629 AEC panservogne, hvoraf Mk I udgjorde ca. 120, Mk II ca. 300 og Mk III 200.[White 1971 p. 209, 211; Fletcher 1993 p. 40; [Brown 2005/1]

Den store AEC panservogn var ikke ubetinget vellidt af brugerne, især ikke efter den engelske hær forlod Nordafrika til fordel for Europa. Det store køretøj var svært at skjule og vanskeligt at manøvrere på smalle veje, hvilket komplicerede vognens brug i opklaringsenhederne. Til gengæld havde vognen vist sig at være mekanisk robust, takket være den velafprøvede dieselmotor.

AEC'erne blev brugt i panservognsregimenterne, hvis fire eskadroner hver havde en tung deling. Denne deling var oprindeligt udrustet med to amerikanske M3 halvbæltekøretøjer bevæbnet med 75mm kanoner. Disse blev efterhånden afløst af AEC Mk II/III og Staghound III.

Selvom der var mange AEC'ere til rådighed, synes de kun at have fundet begrænset anvendelse. Montgomerys 21st Army Group havde ca. 150 AEC Mk II og MK III til rådighed, men der var ikke på noget tidspunkt mere end 20-30 stk udleveret til enhederne. Der synes også at have været givet ordre til at inddrage AEC'erne, muligvis fordi de, som allerede nævnt, ikke var særlig anvendelige i deres designerede rolle. [Fletcher 1993 p. 20, 101; Brown 2005/2]

Til toppen af siden